Om os
Vi hedder Morten (30 år) og Vivi (32 år) og bor på et
hobbylandbrug i Løkken (Nordjylland) med ca. 5,2 hektar jord.
Vi har ca. 55 moderfår af racerne: Spælsau, gotlændere
og suffolk. Derudover har vi 6 Border Collies (som du også kan
læse om under ”hundene” i menuen).
Vi har ikke altid
boet på landet, men tog springet i 2005 da vi flyttede fra en
lille lejlighed i København til en landejendom i Nordjylland.
Her er det nemlig muligt at have får, så vi kan træne
vores hunde til det de aller helst vil, nemlig hyrde.
Vi har dyrket agility og lydighed, men må nu nok erkende at vi
er solgt til hyrdearbejdet, da det rummer så mange facetter,
man skal kunne styre. Der er hele tiden nye situationer under arbejdet
som både hund og hyrde skal forholde sig til og reagere på og
det er et reelt stykke arbejde hvor hunden er uundværlig, det
tilføre arbejdet en ægte dimension.
Desuden har vi en hundeskole hvor vi underviser i
diverse øvelser, men også i hvordan man håndtere
sin hund på en konsekvent og respektfuld måde efter moderne
positive principper, hvor samarbejdet er i højsædet og
hvor ingen kan undværes.
Når vi ikke dyrker vores hobby (hyrdning) går vi på arbejdet.
Morten arbejder som erhvervsdykker og elektriker og Vivi læser jura
ved Aalborg universitet.
Vi købte vores første Border Collie i 2001, en blue merle
han. Vi mødte op til hvalpetræning med ham og instruktøren
kom hen og spurgte bebrejdende; ”om vi egentlig var klar over
hvad vi havde købt?” - Helt ærligt var vi nok ikke
helt sikre, vi havde jo aldrig haft Border Collie før, så hvor
pokker skulle vi vide det fra. Men vi havde læst mange bøger
og researchet en del og tog opgaven meget seriøst, så denne
kommentar kunne vi da godt have været foruden, det var godt vi
ikke stak halen mellem benene og løb hjem!.
Vi opsøgte folk med mange års kendskab til racen og trænede
på livet løs (lydighed og agility). Alligevel er det nok
hunden der har lært os mest, når alt kommer til alt. Det
handler nemlig ikke kun om øvelser man kan lave, det handler
i høj grad også om forståelse af racen og dens natur,
behov og instinkter og selve måden at holde hund på. Det
handler om respekt, tryghed og gensidig tillid.
Han har virkelig lært os meget om Border Colliens univers og
forståelsen af racen og det gør at vi i dag ikke kunne
undvære vores ”bedste venner” – deraf kennelnavnet. |
|